Jeg har idag snakket med sælgeren af hobby-kolonihavehuset og vi har aftalt at mødes lørdag klokken 12 og få ordnet betaling og overdragelsen. Jeg er så spændt og glæder mig helt vildt! Jeg kan ikke vente med at komme igang med at rydde op og gøre klar til at kaninerne kan flytte ind når det bliver varmere i vejret.
I December tog min kæreste et kuld unger med hjem fra hans arbejdsplads. Han arbejder et sted hvor det har høns, kaniner og geder som går frit rundt. Men som alle jo ved så yngler kaniner jo heftigt når begge køn går sammen. Så derfor har der måtte ske nogle aflivninger af kaniner får at holde bestanden nede. Det er selvfølgelig ikke så rart, men de er vild kaniner og Zoo får nogle af de store kaniner og de unger der aflives bliver givet bort som slange-foder. Det er selvfølgelig ikke nogen rar tanke, men man må forstå at det er nu sådan som det er.
Men nu hvor det har været koldt i nogle måneder, har det unger der er blevet født gemt sig i jordhulerne og er derfor ikke blevet opdaget før de kom frem. De er omkring 2 uger når de dukker frem. I starten af December tog min kæreste det første kuld unger med hjem. 3 unger fra samme kuld og 1 fra et andet kuld. Moderen til det første kuld var blevet aflivet og den anden unges søskende skulle sælges da de alle var hvide. Men min kæreste tog de 4 unger med hjem så at de kunne bo og få det godt hos os.
Da der tydeligvis er indavl i flokken var det ikke til at vide hvordan ungerne ville klare sig og om det ville have nogle skavanker. Men det ville vi få at se med tiden. Vi ønskede blot at give dem en chance i livet og tog os godt af dem. Desværre døde den første unge en uges tid efter vi fik dem. Den havde fået forstoppelse og kunne ikke komme af med sin afføring. De har altid adgang til vand og mad, men den var svag og vi forventede ikke at den ville overleve da den var mindre end de andre. En uge senere igen døde den næste unge, af samme årsager. Den var også mindre end de andre og virkelig ikke til at vokse. Den var halvt så stor som de to sidste.
Det var lidt trist at de ikke overlevede, og vi har med vilje valgt ikke at inddrage en dyrlæge og investere for meget i deres overlevelse. Vi vil gerne lade naturen gå sin gang og hvis de senere ville have skavanker som skæve tænder eller andre problemer, ville de blive aflivet. Intet dyr bør leve med problemer der ville forringe deres levevilkår. Selvfølgelig ville der være undtagelser, men vi er opsatte på at der ville være hårde valg at træffe hen ad vejen. Vi ønsker at have glade kaniner, og hvis vi sætter kaniner til salg, så vil vi også sikre os at det er en sund og rask kanin som køberen får.
Vi går meget op i hvordan vores dyr har det. Personligt sætter jeg mig meget ind i at bruge meget tid med dyret. At forstå dets signaler, at se dens aktivitet og eventuelle tegn på problemer, er en mission for mig. Jeg har så stor en kærlighed til dyr at jeg putter mig selv i sidste række. Men det er kun fordi de giver mig så store en glæde og kærlighed, at jeg simpelhen ikke kan lade vær.
Efter at de to første unger var gået bort tog vi os ellers fortsat kærligt at de to sidste unger. Selvom de ikke var fra samme kuld, så passede og plejede de hinanden og havde det skønt sammen. Vi forsøgte at sætte dem sammen med Marina, vores hun-kanin, da hun har været noget kåd. Men hun brød sig ikke om dem, det var for aktive og lidt for meget nogle ballademager. Men det var forsøget værd. Men så længe de havde hinanden, var det jo ikke noget problem. De kom til at hedde Snefnug og Plet (se under Kaniner).
Men en morgen da kæresten var taget på arbejde og jeg lod de to unger ud for at tumle rundt, bemærkede jeg at Plet sad helt stille. Jeg puffede lidt til ham, måske var han bare lidt morgen træt endnu. Men når han bevægede sig haltede han. Den ene forpote hang bagud og jeg brød mig ikke om synet, så jeg tog ham op og undersøgte ham. Og ganske rigtigt, så var den gal. Den var brækket, helt over, et rent knæk. Jeg fik fat i kæresten og fortalte at jeg ville tag ham til dyrlægen. Så på med tøjet og afsted med Plet. Men med sådan en lille kanin ville en operation blive vanskelig og dyr, så det endte med den tunge beslutning om at han måtte aflives. Det skar dybt ind i hjertet for jeg havde knyttet mig til ham. En af de tidligere unger havde gået sammen med Kingston, og Kingston var tydeligvis mærket af at den unge var væk igen, så jeg havde planlagt at de kunne have gået hos ham. Men det ville ikke komme til at ske. Så da tårene var færdige med at falde vendte jeg hjem til Snefnug og gav ham en masse kærlighed. Men jeg var mærket og dagen var grå. Det var ikke lige det havde haft lyst til at skulle gøre, men jeg har sagt til mig selv at jeg har valgt at have mange kaniner og derfor vil der ske ting som dette. Jeg vil ikke bakke ud, for det går jo alt sammen. Der er andre kaniner der har brug for mig.
Og ja, vi har så 3 nye unger på ca. 2 uger nu. Trekorn, Sølvpil og Bruno. Vi kender endnu ikke deres køn helt nøjagtigt, men vi gætter på at de alle tre er hanner. Det var og er de forrige også. De er noget så bedårende og søde. Sølvpil fik vi nogle dage før da han var den eneste der var dukket op fra jordhulen, så han var blevet vant til os. Men de to andre var lidt bange og trykkede sig sammen. Men i dag har de det alle 3 godt sammen og spiser og drikker som de skal. De slikker mine fingre og putter ved min hals. I går fik Bruno et lille bad da han var noget beskidt på maven og ved sine kønsdele, plus hans poter også. Så jeg tændte for hanen, dejligt lunkent vand og Bruno liggende på ryggen i min hånd. Først var han lidt usikker, men da de lunkne vand ramte hans poter og mave, havde jeg nær haft en sovende kaninunge i min hånd. Det var så sødt! Men jeg fik ham helt ren og fik ham tørret og puttede lidt med ham før han kom tilbage til de 2 andre.
Alle 3 unger har det stadig godt. De vasker sig selv og kan drikke og spise helt fint selv. Jeg snakker med dem dagligt få at gøre dem trykke og menneske-vante. De synes at trives og have det godt, så jeg er glad og tilfreds. Så nu kan jeg bare vente på at få overrakt nøglen til huset og gå igang med det så at de kan få massere af plads at boltre sig på!
Tusind tak fordi du læste mit indlæg! På gensyn!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar